Vi er mange, der mindes Halfdan som underviser fra vores studietid på Aarhus Universitet og som kollega på Juridisk Institut på Bartholins Allé (”Juragården”). Han var en farverig person, altid med et glimt i øjet, altid god for en bemærkning med både vid og bid, altid engageret og energisk.

Halfdan blev født i 1934 som yngste søn af en drikfældig landmand. Han blev student fra Haslev Gymnasium i 1954 og juridisk kandidat fra Aarhus Universitet i 1960. Efter eksamen arbejdede han i 1960-61 som advokat­fuldmægtig hos advokatfirmaet Storm Mortensen (for længst opslugt af Kromann Reumert), og da jeg selv blev ansat i samme firma henved 30 år senere, kunne mange stadig huske ham som ung advokatfuldmægtig. Firmaet ville gerne have holdt på Halfdan, men som én af dem udtrykte det, var det ikke rigtig muligt, »da man jo ikke kan lære en galophest at gå trav«.

I 1961-62 arbejdede Halfdan som politifuldmægtig, men han havde allerede fra 1960 været tilknyttet universitetet som undervisningsmanuduktør, og i 1963 blev han fastansat som amanuensis og lektor i formueret ved Aarhus Universitet. Her skulle han blive i næsten 40 år.

Halfdan disputerede i 1970 på afhandlingen »Proceskumulation« med den lange undertitel »Straffe- og civilprocessuelle studier med særligt henblik på påkendelse af erstatningskrav under straffesager«, og han blev udnævnt til professor samme år.

Halfdans juridiske viden og kunnen var legendarisk. Han var skarp og klar, og han beherskede som få både procesretten og formueretten – og inden for sidstnævnte var han lige så kyndig udi obligationsretten (med hovedvægt på lejeret og entrepriseret) som udi tingsretten (med hovedvægt på fast ejendom og panteret). Han havde i dén grad evnen til at skære et juridisk problem ind til benet – noget, han formentlig havde lært af Knud Illum, som han nærede den største respekt for. Halfdan havde samtidig også en frodig juridisk fantasi, og han var i stand til at anvende viden erhvervet fra ét område af juraen på et andet, fordi han besad både et overlegent overblik og en imponerende kundskab om detaljer.

Halfdan var temperamentsfuld – ja, han betegnede sig selv som »kolerisk«, hvilket nok ikke var helt ved siden af. Han kunne i hvert fald blive decideret ophidset over dumhed og stædighed, uvidenhed og uformåen, og der kunne nok af og til falde nogle lidt vel barske bemærkninger, som han senere fortrød. Han var i udpræget grad sine venners ven – og sine fjenders fjende. Han skrev f.eks. et avisindlæg om, at man som skribent til aviserne ikke burde smykke sig med titlen »professor, dr.jur.« og angive sit ansættelsessted som »Aarhus Universitet«, når det, man skrev, bare var »almindeligt pladder«. De fleste forstod, hvem dén besked var rettet til – måske lige med undtagelse af den pågældende selv.

Som Halfdans mangeårige sekretær så rigtigt har sagt, sparkede Halfdan aldrig nedad. Man kunne tilføje, at han derimod ikke holdt sig særligt tilbage, når det gjaldt spark til siden, og slet ikke, når der var tale om spark opad. Da rektors stab sendte Halfdan et fint diplom i anledning af hans 25 års jubilæum pr. 1. februar 1988, kom det ved en fejl til at lyde på »professor, dr.jur. H. Krag Jakobsen«. Halfdan kvitterede omgående med et ærbødigt takkebrev stilet til »rektor Henrik Lehfeldt« (i stedet for til Henning Lehmann). En kollega fra et andet universitet, der inviterede til reception i anledning af sit doktorforsvar og ved et uheld var kommet til at skrive »Halfdan Rasmussen« (som den kendte børnerimsdigter) i indbydelsen, gik det om muligt endnu værre. Han fik som tak et brev retur med sit efternavn i en stærkt fornærmende, latrinær version, ledsaget af et lille digt fra Halfdan:

»Min navnebror, men ikke jeg kan digte.
Og huske navne det er også svært.
At blive rimsmed er dog nu mit sigte,
så jeg kan sige ukvemsord med snert«.

Som underviser var Halfdan legendarisk. Han forsøgte virkelig at få de studerende til at tænke selv, og navnlig at advare dem mod at stole blindt på autoriteter, det være sig ministerier eller domstole. Han holdt sig ikke tilbage, men gav sig fuldt ud, når han forelæste og skældte og smældte til højre og venstre. Også Højesteret kunne få en tur med krabasken, og da en højesteretsdom – U 1979.379 H – gennemførte en radikal ændring i gældende ret i et formueretligt spørgsmål, kaldte Halfdan konsekvent dommen for »kovendedommen« i sine mundtlige og skriftlige indlæg. Halfdans temperament var legendarisk blandt studerende. Selv havde jeg vel kun Halfdan til en 10-12 timer i alt, men jeg tror, at han knækkede mindst 2 pegepinde i løbet af disse få timer. Der var meget at hidse sig op over.

Halfdan satte pris på de studerende, især de dygtige, og bemærkede ind imellem, at det var noget vrøvl at sige »Man lærer, så længe man lever«. Det burde hedde: »Man lærer, så længe man har elever«. Til gengæld mente han, at alle krav om, at universitetslærere skulle på pædagogiske kurser var rent pjat. Hvis de studerende ikke kunne forstå, hvad der blev sagt, burde de ikke være på et universitet. Halfdan var dog sjældent svær at forstå. Hans udsagn var i reglen meget klare: Artikler om retsfilosofi interesserede ham ikke synderlig, og han sammenlignede det med teologiske diskussioner om, »hvor mange engle der kan hænge på en grangren«. Han gik meget op i sproglig præcision og havde altid gode eksempler på uklare udtryksmåder at give videre. Fra et skilt i en ejendoms vaskekælder havde han denne formulering: »Det er strengt forbudt at dreje på hanerne, især den røde«. En betænkning, der afsluttede en opregning med ordene »og lign.«, fik den kritik, at man jo ikke bare kan skrive »og lign.« efter en angivelse af helt forskellige ting, som f.eks. »araberhingste, analfabeter, mølposer og lignende« (se s. 82 i »Ejendomsbestanddele og tilbehørspant« (1986)). Sådan kan fortolkningsreglen om ejusdem generis jo også forklares...

Halfdans bidrag til retslitteraturen bestod – foruden i hans doktorafhandling, der er nævnt ovenfor – i lærebøger, bidrag til lærebøger, bidrag til antologier, artikler til tidsskrifter og festskrifter, dagbladsindlæg og meget mere. Hans store lovkommentar i Karnov til lejeloven var meget højt værdsat af praktikere, men sit store projekt – den samlede, altomfattende fremstilling af den danske lejelovgivning – fik han aldrig realiseret. Det blev til »Lejeret 1« og »Lejeret 2«, men idelige ændringer af lovgivningen og muligheden for en stor reform stillede sig hindrende i vejen for det planlagte storværk. Et par af Halfdans værker forblev upublicerede og utilgængelige for en større kreds. Det gjaldt bl.a. fremstillingerne »Konkurs og insolvens i kontraktsforhold« og »Kaution, garanti et cetera«.

Ikke kun undervisning og forskning nød godt af Halfdans kolossale arbejdsindsats. Også på formidlingsområdet ydede han en enorm indsats. Hans lejeretskurser var en institution, og en lang række kursusdeltagere deltog år efter år igennem mange år, således at kurserne for udenforstående kunne fremstå mere som møder mellem en lægprædikant og hans trofaste menighed end mellem en kursuslærer og hans kursuspublikum.

Halfdan var en igangsætter og en iværksætter. Han var med til at grundlægge værket »Dansk Privatret«, der nu er udkommet i mere end 20 udgaver. Han var medstifter af såvel »Det Danske Selskab for Boligret« som »Det Danske Selskab for Byggeret«. Han var med til at etablere »Tidsskrift for Bolig- og Byggeret«. Alle disse projekter var ikke bare noget, Halfdan var med til at tage initiativ til, oftest som den drivende kraft. Han tog også altid del i det første hårde slæb – som medforfatter til bogen, som formand for selskaberne og som redaktør for tidsskriftet.

Omfanget af Halfdans tillidsposter i og uden for universitetet var meget stort. På universitetet var han fagrådsformand ad to omgange, senest fra 1986-1992, prodekan, ligeledes ad to omgange, medlem af Det samfunds­videnskabelige Fakultetsråd, medlem af konsistorium og meget, meget mere. Uden for universitetet var han bl.a. formand for eller medlem af forskellige udvalg og kommissioner samt offentligt udpeget medlem af Totalkredit A/S’s bestyrelse. Det fortjener at blive fremhævet, at han var medlem af det af Justitsministeren nedsatte »Domstolsudvalg« fra 1993-96, næstformand for den af Boligministeren nedsatte »Lejelovskommissionen« fra 1994-97, og formand for det udvalg, der fremkom med de nye Almindelige Betingelser (entreprisevilkår) i begyndelsen af 1990’erne, dvs. AB 92 og ABT 93. Disse vilkår forblev stående helt indtil 2018, hvor nye AB-vilkår blev udsendt.

Halfdan havde han et udpræget socialt instinkt. Karakteristisk nok var han hovedkraften bag Århus Retshjælp i en lang årrække, først som daglig leder fra 1964-73, siden som bestyrelsesmedlem fra 1975-95. Han hjalp mange, der var kommet i knibe, økonomisk eller juridisk. Ingen sag var for lille eller for håbløs, Halfdan engagerede sig altid og gjorde, hvad han kunne for at afbøde ulykker eller uretfærdigheder, der var overgået svagere medborgere.

Halfdan var blandt sine kolleger både elsket og frygtet – ikke sjældent af de samme personer. Da Halfdan i sit 67. år valgte at tage sin tjenestemandspension og starte på den tredje alder ved at kaste sig ud i advokatgerningen, holdt han den 6. september 2002 en afskeds­forelæsning. Det var dengang, jeg sidst var institutleder, så jeg sagde nogle få ord til indledning, men det var naturligvis Halfdan, folk var kommet for at høre på – og de gik ikke skuffede derfra. Halfdan var i sit es, og der faldt mange gode og træffende bemærkninger dén eftermiddag. Halfdan forklarede bl.a., at Vestre Landsret i det vigtige spørgsmål, om der tilkom en tandlæge som lejer erhvervsbeskyttelse eller ej, fulgte en helt fast praksis: Tandlægen blev tillagt erhvervsbeskyttelse hver anden gang! Halfdan fik optaget hele arrange­mentet på kassettebånd, og typisk for ham kiggede han nogen tid senere forbi mit kontor for at give mig en kopi af båndene. Sådan var han også – betænksom og gavmild, i stort som småt. Efter hans fratræden savnede vi hans enestående faglige indsigt og enorme engagement, hans grovkornede bemærkninger og hans aldrig svigtende humør – og lyden af hans træsko, når han for op og ned ad hovedtrappen eller hen ad gangene. Det er ingen overdrivelse at sige, at det føltes tomt uden ham.

Efter at Halfdan havde forladt universitetet, mødte jeg ham ved forskellige faglige arrangementer, men der blev desværre længere og længere imellem. Ved en lejlighed beklagede jeg, at vi aldrig havde fået lavet et festskrift til ham, hvilket dog bl.a. skyldtes, at han forlod os før tid. Halfdans svar var typisk for ham: Det skulle jeg slet ikke tænke på. Han ville i øvrigt også meget hellere have, at folk spurgte sig selv: »Hvorfor fik han i grunden aldrig et festskrift?« frem for: »Hvorfor i alverden fik han dog et festskrift?«

For nogle år siden blev Halfdan ramt af Alzheimers. Det var en ond skæbne, at netop Halfdan, som havde været skarp og klar som ingen andre, skulle rammes af denne frygtelige sygdom, og bevidstheden om, at åndsevnerne svandt mere og mere ind, gjorde ham trist. Heldigvis kunne besøg af børn, børnebørn og oldebørn altid muntre ham op, og af hans tidligere vredladenhed og utålmodighed var der ikke meget tilbage. Det var lidt af en »Skjold Hansen« fra Matador, der gentog sig her.

Fra sit næsten 40-årige ægteskab med Birte efterlader Halfdan sig fire døtre. Han efterlader sig også ni børnebørn og fire oldebørn. Hans døtre havde arrangeret en fin og værdig ceremoni, da han blev bisat fra Det store Kapel på Vestre Kirkegård den 25. maj. Pga. coronarestriktioner var deltagerantallet begrænset til 50. Fra instituttet deltog Inger Krog, Hans Henrik Edlund, Lars Hedegaard Kristensen og undertegnede.

Som menneske var Halfdan mangefacetteret og bestemt ikke ukompliceret. Som retsvidenskabsmand var han en éner.

Æret være hans minde.

Torsten Iversen