Migranterfaringer former indvandrerforældres syn på uddannelse
Uddannelse er vigtig. Det er unge og forældre med indvandrerbaggrund enige om. Men hvor forældrenes syn på uddannelse er motiveret af deres migrationsoplevelser, er unge især motiveret af de fremtidsmuligheder, uddannelse giver. Det viser ny forskning fra TrygFondens Børneforskningscenter.
Mor og far er vigtige, når unge vælger uddannelse. Det gælder også for børn og forældre med indvandrerbaggrund. Dansk forskning har tilmed vist, at unge med indvandrerbaggrund generelt er mere ambitiøse end andre unge, og at deres forældre er engagerede i deres uddannelsesvalg og har mere tydelige forventninger om, at de går på gymnasiet eller tager en videregående uddannelse.
Men selvom unge og forældre med indvandrerbaggrund er fælles om at have et stærkt fokus på uddannelse, er deres motivation for at lægge stor vægt på uddannelse forskellig. Hvor forældrenes syn på uddannelse især er motiveret af deres migranterfaringer, bliver de unge motiveret af de fremtidsmuligheder, som uddannelse skaber. Det viser ny forskning af Sidsel Vive Jensen, ph.d. og fellow ved TrygFondens Børneforskningscenter, der netop er publiceret i antologien Educational transitions for marginalized, multilingual and migrant youth: Northern European perspectives, redigeret af Anna-Lena Borg, Helene Fransson og Renata Emilsson Peskova. Her undersøger nordiske uddannelsesforskere uddannelsesmæssige overgange for marginaliserede og flersprogede migrantunge på tværs af seks nordeuropæiske lande. Sidsel Vive Jensens bidrag fokuserer på uddannelsesmotivation hos forældre og børn og er baseret på interviews med 10 migrantforældre, der kom til Danmark som unge fra forskellige lande i Asien og Mellemøsten, samt interviews med deres børn. Disse blev interviewet kort tid efter, de havde søgt ind på en ungdomsuddannelse.
”Interviewene blev oprindeligt foretaget som led i et større forskningsprojekt om uddannelsesforventninger. I interviewene med indvandrerforældrene var det slående, hvor stærkt forældrenes ønsker om uddannelse var motiveret af deres migranterfaringer, mens det slet ikke fyldte hos de unge. Denne forskel var overraskende, da forældres tanker om uddannelse ofte smitter af på deres børn. Derfor blev jeg interesseret i at undersøge hvilke migrationsoplevelser, der motiverer indvandrerforældre i forhold til uddannelse, og i hvilket omfang denne ’migrations-motivation’ bliver givet videre til deres børn,” siger Sidsel Vive Jensen.
Migranterfaringer og fremtidsdrømme
Koblingen mellem forældrenes uddannelsessyn og deres indvandrerbaggrund kommer i interviewene til udtryk ved, at de ofte refererer til deres migranterfaringer, når de forklarer, hvorfor de synes, det er vigtigt at tage en uddannelse.
”Forældrene oplever, at der i Danmark er utrolig gode muligheder for at få en uddannelse. Flere af dem var ikke selv i stand til at udnytte disse muligheder, da de kom til Danmark, enten fordi de ikke forstod betydningen af uddannelse på det tidspunkt, eller fordi deres dansksproglige kompetencer var utilstrækkelige. Nogle forældre er derfor ufaglærte arbejdere og har erfaret, at det er hårdt og slidsomt. De ønsker, at deres børn udnytter de muligheder, de ikke selv kunne gøre brug af, så de kan skabe sig en bedre fremtid,” siger Sidsel Vive Jensen.
En anden motivation er ifølge forskeren også, at forældrene mener, uddannelse giver status og derfor kan beskytte børnene mod at blive diskrimineret eller set ned på.
I modsætning til forældrene refererer børnene ikke til familiens indvandrerbaggrund, når de i interviewene forklarer, hvorfor uddannelse er vigtig for dem, fortæller Sidsel Vive Jensen:
”De unge er især optagede af de generelle fremtidsmuligheder, som uddannelse skaber, ikke mindst i forhold til jobmuligheder og indkomst. Mere specifikt er de også optaget af at vælge en uddannelse, som matcher deres værdier, kompetencer og personlighed. Hvad enten det så er et job, hvor man kan hjælpe andre mennesker, tjene mange penge eller bruge sine matematiske evner.”
Forældre som konstruktive medspillere
Det er ikke svært at forestille sig, at børnenes fremtidsdrømme ikke altid stemmer overens med forældrenes ambitiøse uddannelsesønsker.
Men ifølge forskeren havde de interviewede forældre en god forståelse af, at selvom uddannelse er vigtig, skal den også passe til barnets ønsker og evner. Hun sporede heller ikke tegn på konflikt om uddannelsesvalget mellem de unge og deres forældre i sine interviews. Det betyder dog ikke, at det ikke forekommer, for interviewene omfattede trods alt kun 10 unge og deres forældre.
I en bredere sammenhæng mener forskeren, at hendes forskning kan bidrage til at skabe en bedre forståelse for forældrenes perspektiv, hvilket kan styrke samarbejdet mellem skole, uddannelsesvejledere og hjem i forbindelse med de unges uddannelsesvalg:
”Når de unge skal vælge ungdomsuddannelse, kan det for skole og UU-vejledere opleves som en udfordring, at indvandrerforældre har høje ambitioner og stiller høje krav til deres børn. I en dansk sammenhæng kan det opleves som om, forældrene har helt urealistiske forventninger eller er ligeglade med, hvad børnene selv vil. Her er det vigtigt at forstå, at forældrenes ambitioner kommer af, at de er ekstremt optagede af at sikre deres børn en god fremtid. Skolerne bør bruge den motivation til at inddrage forældrene i en dialog om, hvad der er det rigtige for deres unge. På den måde bliver forældrene konstruktive medspillere i samarbejdet om børnenes uddannelsesvalg,” siger hun.
Fakta
Fakta
Vi bestræber os på at leve op til Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation. Derfor er artiklen suppleret med følgende oplysninger:
Studietype: Interviewundersøgelse
Eksterne samarbejdspartnere: Ingen
Ekstern finansiering: Lauritzen Fonden
Interessekonflikt: Ingen
Link til videnskabelig artikel: Transitions of Migration-Oriented Educational Motivation from Parents to Adolescents in Denmark
Kontakt: Sidsel Vive Jensen, ph.d., TrygFondens Børneforskningscenter, Aarhus Universitet. Mail:kontakt@sidselvive.dk