Anette Storgaard beskikket som suppleant i Rådet for Offerfonden

Professor emerita Anette Storgaard er pr. 1. juli 2026 beskikket som suppleant for professor Tonny Elmose Andersen i Rådet for Offerfonden. Beskikkelsen er givet af Justitsministeriet efter indstilling fra Rektorkollegiet og gælder frem til den 30. juni 2030.

Rådet for Offerfonden administrerer midlerne i Offerfonden, som blev oprettet af Folketinget i 2014. Fondens formål er at yde tilskud til projekter og aktiviteter, der styrker viden om eller indsatsen til støtte for ofre for forbrydelser og trafikofre. Det kan for eksempel være offerrådgivninger, uddannelsesindsatser, forskningsprojekter og informationsmateriale. Rådet behandler årligt et stort antal ansøgninger og fonden forventes at kunne uddele ca. 40 millioner kroner om året til støtte af offerrelaterede formål.

Rådet består af en formand og to medlemmer, hvoraf det ene udpeges efter indstilling fra Rektorkollegiet og det andet efter indstilling fra Offerrådgivningen i Danmark. Hvert medlem har en suppleant. Som suppleant for professor Tonny Elmose Andersen vil Anette Storgaard kunne deltage i rådets arbejde, hvis han er forhindret.