Jurastuderende fra Aarhus Universitet bliver verdensmestre i prestigefyldt konkurrence

Næsten 400 universiteter fra hele verden deltog i den prestigefyldte konkurrence ”Vis Moot”, hvor jurastuderende dystede i international køberet og voldgiftsretlige problemstillinger. Nu kan et team på otte kandidatstuderende fra Juridisk Institut ved Aarhus BSS, Aarhus Universitet kalde sig verdensmestre i konkurrencen.

Fra venstre: Frederik Overgaard, Jens Kristian Hvolbøl, Jonas Thorsøe Bak, Frederikke Jakobsen, Victor Honoré Nielsen, Lars Møller Haase, Anders Borg og Anne Krogh.
Fra venstre: Frederik Overgaard, Jens Kristian Hvolbøl, Jonas Thorsøe Bak, Frederikke Jakobsen, Victor Honoré Nielsen, Lars Møller Haase, Anders Borg og Anne Krogh.

I hård konkurrence med Harvard, Cambridge og flere andre af verdens førende universiteter kan en gruppe jurastuderende ved Aarhus Universitet nu kalde sig verdensmestre i at forsvare intellektuel ejendom.

Det sker efter, at otte kandidatstuderende ved Juridisk Institut har vundet prisen for ”bedste stævning” i den internationale konkurrence Vis Moot (Willem C. Vis International Commercial Arbitration Moot), som er et retsligt processpil med deltagelse af næsten 400 universiteter fra hele verden.

Målet med konkurrencen er at give praktisk træning til jurastuderende i løsningen af internationale forretningskonflikter, hvor et af de vigtigste aspekter af konkurrencen netop er den juridiske proces, som de studerende fra Aarhus Universitet har vundet.

”Allerede inden vi blev udråbt som vindere, var alle på holdet enige om, at dette forløb har været den vildeste og mest lærerige del af vores studietid,” siger Anne Krogh, en af de studerende i gruppen, som var med til at hive førstepladsen hjem.

”Ved at bruge hinandens kompetencer har vi formået at gøre et komplekst problem til et letlæseligt processkrift med fokus på høj faglighed og velovervejede argumenter,” tilføjer hun.


Verdens største og mest prestigefyldte
Vis Moot, der betragtes som en af verdens største og mest prestigefyldte processpil, imiterede i år en konflikt om intellektuel ejendom mellem to medicinalvirksomheder, som meget aktuelt var blevet uenige om et samarbejde omkring vaccineproduktion.

Konkurrencen fandt sted over en syv måneders periode, hvor de studerende i flok skulle agere som en international advokatvirksomhed. Her skulle de udarbejde en stævning til konkurrencen og selv svare på en stævning fra et andet hold. Det hele kulminerede med en mundtlig konkurrence, hvor alle hold førte den samme fiktive sag for et panel af dommere. Under normale omstændigheder afholdes den sidste del i Wien, Østrig, men de studerende måtte i år tale deres sag via online forbindelser.

Også i den mundtlige disciplin brillerede de studerende fra Aarhus Universitet og endte blandt top-32. I samme kategori blev Anders Borg Petersen og Frederik Overgaard Hansen desuden særligt fremhævede for deres mundtlige indsats.

Resultaterne var også med til at markere universitetets position som det universitet i verden, der flest år i træk er gået videre til de afsluttende runder i konkurrencen.


Coachet af advokater
Advokatfirmaet Gorrissen Federspiel deltog som hovedsponsor for AU-holdet, og tre af virksomhedens advokater har rådgivet de studerende gennem forløbet sammen med undervisere fra Juridisk Institut.

De studerendes flotte placering er da heller ikke gået ubemærket hen hos en af Danmarks største advokatvirksomheder, forklarer Lotte Eskesen, partner hos Gorrissen Federspiel.

”Vores samarbejde med Aarhus Universitet om Vis Moot har givet en tydelig indsigt i, hvor dygtige de studerende er til at tilegne sig nye færdigheder, og det har været interessant at følge deres læringskurve gennem forløbet og se deres meget imponerende resultater,” siger hun.


I den internationale top
Ifølge Kim Sommer Jensen, professor ved Juridisk Institut og koordinator af konkurrencen for AU, har de studerendes resultater givet genlyd blandt resten af de deltagende universiteter.

”Det er første gang, at et dansk universitet skaber de her resultater. Hvis der ikke havde hærget en pandemi i øjeblikket, ville de studerende være blevet hyldet af 1.500 mennesker i Wien,” siger professoren.

At studerende fra Juridisk Institut er med i toppen sammen med andre eliteuniversiteter glæder Thomas Pallesen, dekan ved Aarhus BSS, som samtidig roser instituttet for at træne de studerende i internationale sammenhænge.

”Retsområdet bliver i stigende grad påvirket på et internationalt niveau gennem f.eks. konventioner og EU. Med konkurrencen har de studerende bevist, at de kan begå sig forrest i den globale juridiske frontlinje,” siger han.

 

Fakta om Vis Moot

  • Vis Moot er en international konkurrence med deltagelse af næsten 400 universiteter fra hele verden

  • AU-holdet bliver sponsoreret og coachet af Juridisk Institut og advokatfirmaet Gorrissen Federspiel.

  • Holdet består af Frederik Overgaard, Frederikke Jakobsen, Jens Kristian Hvolbøl, Lars Møller Haase, Anne Krogh, Victor Honoré Nielsen, Jonas Thorsøe Bak og Anders Borg.

  • Konkurrencen er en mulighed for at lære jura på en anden måde. Der er tale om et intenst forløb.

  • Den årlige finale i det internationale processpil er siden 1994 blevet holdt i Wien, Østrig. Grundet COVID-19 blev finalen dog afholdt online. 

  •  Læs mere om konkurrencen på vismoot.org.

 

 

 

Mere information:
Kim Sommer Jensen, professor ved Juridisk Institut ved Aarhus BSS, Aarhus Universitet.
ksj@law.au.dk, tlf. 4220 7378

Presse- og kommunikationskonsulent Rasmus Eriksen ved Aarhus BSS, Aarhus Universitet,
rasmuseriksen@au.dk, tlf. 2515 1297