Menneskerettigheder og klima

Juraprofessor Ole Windahl Pedersen får 3,1 mio. kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond til at undersøge menneskerettighedsdomstolenes rolle på miljø- og klimaområdet.

Tidligere på året afsagde den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afgørelse imod Schweiz med henvisning til at den schweiziske regering ikke havde gjort nok for at mindske udledningen af drivhusgasser.

Menneskerettighederne spiller en efterhånden større og afgørende rolle indenfor klima- og miljøretten. Der er således en stigende tendens til at borgere påberåber sig menneskerettighederne i et forsøg på at fremtvinge effektive handlinger, mål og fremskridt i forhold til klimaforandringerne.

Professor Ole Windahl Pedersen har nu modtaget 3,1 mio. kr. fra Danmarks Frie Forskningsfonds tematiske virkemiddel ”Fri grøn forskning” til at undersøge denne retlige udvikling nærmere i projektet: The Emergence of European Climate Rights.

Forskningsprojektet vil analysere den retlige udvikling for at klarlægge de retlige krav som menneskerettighederne stiller i forhold til klima- og miljøspørgsmål. Det vil blive gjort gennem en analyse, der kombinerer en dogmatisk gennemgang af domstolens afgørelser med en kvantitativ analyse af dommene. Derudover anvender projektet også en kvalitativ tilgang ved at foretage interviews med dommere fra domstolen.

42 grønne forskningsprojekter ud af 333 ansøgninger har modtaget bevillinger for i alt 132 mio. kr.