Jurastuderende igen med i toppen af international konkurrence

I weekenden den 16.-17. november 2019 blev der afholdt Commercial Dispute Mediation Competition for jurastuderende i Tyskland. Med fra Juridisk Institut, Aarhus BSS var Thomas Blendstrup Jakobsen og Hannah Fitzner, som endte med en flot 2. plads, og derudover tog Hannah Fitzner også en special award med hjem.

Fra venstre Hannah Fitzner og Thomas Blendstrup Jakobsen
Fra venstre Hannah Fitzner og Thomas Blendstrup Jakobsen. Foto: Mikkel Gudsøe
Fra konkurrencen afholdt på Bucerius Law School
Fra konkurrencen afholdt på Bucerius Law School. Foto: Mikkel Gudsøe

Konkurrencen var hård, og det var da også et tæt løb, inden de to jurastuderende kunne indtage 2. pladsen mod de 13 andre meget velforberedte hold. Konkurrencen blev afholdt på Bucerius Law School og her måtte de deltagende hold i finalen dyste om en tvist vedrørende et samarbejde mellem et luksus auktionshus og en sælger af sjældne biler.

Thomas Blendstrup Jakobsen og Hannah Fitzner måtte dog først igennem fire runder mod henholdsvis Tyskland, Østrig og Italien på hver 85 min. kommercielt forsvar, inden de stod i finalen mod Polen.

Specialprisen ”Special award” gik til den studerende, som udviste den bedste forhandlingsteknik og også den pris kunne Aarhus BSS altså tage med hjem.

Ekstern lektor Mikkel Gudsøe fra Juridisk Institut, har vejledt begge studerende undervejs og udtaler:

”Thomas har haft sommerfaget Juridisk Forhandling og Hannah er pt. i gang med det engelske fag Legal Negotiation. Det er utroligt tilfredsstillende at se, at vi igen i år på Aarhus BSS kan fostre så dygtige talenter inden for måske en af de vigtigste kommercielle kompetencer, en rådgiver kan besidde - nemlig evnen til at forhandle og konfliktløse!"

"Næste opgave for holdet er, når vi i februar tager til Paris og dyster i verdens største International Commercial Mediation Competition ved det Internationale Handelskammer, hvor i alt 66 hold fra hele verden dyster! Vi glæder os - det bliver særdeles spændende!"

Studerende fra Juridisk Institut har tidligere deltaget i konkurrencen, blandt andet i 2017, hvor de endda gik hjem med sejren - ligesom de i Paris ad flere omgange har hevet de eftertragtede special awards hjem:
https://law.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/ny-jura-sejr-til-aarhus-bss/