Max Sørensen-forelæsningen 2023
Professor Karsten Engsig Sørensen holder dette års Max Sørensen-forelæsning med titlen: De første 50 års medlemskab af EU – enkelte nedslag.
Oplysninger om arrangementet
Tidspunkt
Sted
Aulaen
Max Sørensen-forelæsningen er et fast årligt arrangement, hvor store personligheder med noget på hjerte og dyb indsigt i folkeret, forfatnings- og forvaltningsret gæster Juridisk Institut.
De første 50 års medlemskab af EU – enkelte nedslag
Den 1. januar 2023 havde Danmark været medlem af EF/EU i 50 år. Disse 50 år har i høj grad påvirket dansk ret og rettens aktører, og i dette foredrag vil professor Karsten Engsig Sørensen opsummere denne udvikling ved at lave nedslag i de begivenheder, som set med juridiske øjne er nogle af de væsentligste. Dette sker bl.a. på baggrund af bogen Danmark og EU gennem 50 år – en milepæl, som han har redigeret sammen med professor Ulla Neergaard, og som netop er udkommet på Djøf Forlag.
Om Karsten Engsig Sørensen
Karsten Engsig Sørensen er professor på Juridisk Institut, Aarhus Universitet. Han underviser og forsker primært i EU-ret og selskabsret. Han varetager pt. undervisningen i faget EU-ret på den juridiske og erhvervsjuridiske bacheloruddannelse og er medforfatter til lærebogen EU-Retten, som nu foreligger i 8. udg. Hans EU-retlige forskning omfatter en række danske og internationale artikler, ofte med fokus på det indre marked, og en række redigerede bøger, herunder EU-retten i Danmark, som er redigeret sammen med Birgitte Egelund Olsen og fokuserer på, hvordan EU-retten er tilpasset og anvendt i dansk ret.
Prisoverrækkelse og reception
Forud for selve forelæsningen overrækkes vanen tro priserne for dette års Max Sørensen-prisopgaver, hvor studerende hædres for deres særlige opgaver inden for et folkeretligt emne. Prisen består enten i en guldmedalje eller i bedømmelsen ”accessit”. Bedømmelsen ”accessit” ledsages af et kontant beløb. Rektor udsteder tillige et bevis, hvoraf det fremgår, at det pågældende fakultet har besluttet at belønne besvarelsen med universitetets guldmedalje eller med bedømmelsen ”accessit”. Prisen består enten i en guldmedalje eller i bedømmelsen ”accessit”.
Efter prisoverrækkelse og forelæsning er Juridisk Institut vært ved en reception i Vandrehallen.