news

Flotte resultater til studerende ved den årlige Bucerius Mediation Competition

Fredag den 19. til søndag den 21. november 2021 var fire kandidatstuderende fra Juridisk Institut, Aarhus BSS til den prestigefyldte Bucerius Mediation Competition i Hamborg sammen med deres underviser, adjungeret lektor Mikkel Gudsøe og kom hjem med flotte resultater. Ud af 24 hold vandt holdet en 3. plads.

Her ses holdet stående på den ikoniske vindeltrappe ved Bucerius Law School. Foto: Mikkel Gudsøe

Holdet fra Juridisk Institut bestod af fire studerende fra holdet: Legal Negotiation. To danske studerende, Martin Gosmer og Frederik Kjærgaard samt to udvekslingsstuderende, Lisbeth Zimmermann og Valentina Menendez Ron.

Valentina Menendez Ron vandt derudover en 40 timers live træning fra en konkurrencesponsor og 60 timers selvstudie certificering som mediator, Frederik Kjærgaard vandt et Mediation Master Class træningsforløb og Lisbeth Zimmermann en selvstudie mediation træningspakke.

”Endnu engang må jeg bare ydmygt sige, at jeg er stolt af, hvad vi på AU LAW lykkes med internationalt, når vi deltager i forhandlings- og konfliktløsningskonkurrencerne, og vi høster alle år store roser fra professionelle dommere og mediatorer. Alle husker og genkender Juridisk Institut for vores præstationer år efter år, også når jeg internationalt fungerer som dommer, mediator eller coach i lignende konkurrencer,” siger Mikkel Gudsøe.

Stolte traditioner for Juridisk Institut
Konkurrencen blev afholdt ved det private og højt rangerede juridiske institut, Bucerius Law School i Hamburg, der også fungerer som en pre-moot til the International Commercial Mediation Competition ved Det Internationale Handelskammer i Paris næste år.

Juridisk Institut har stolte traditioner i begge konkurrencer og har tidligere vundet Bucerius Mediation Competition samt taget 2. pladsen og sågar Special Awarden "Best Negotiation Style" samt multiple Special Awards i konkurrencen i Paris.

I år deltog hele 24 hold - fra både USA, Indien, Rusland, Kenya, Brasilien med flere, og som noget særligt var konkurrencen denne gang en hybrid-udgave på grund af Corona. Det betød, at nogle af mediationerne blev gennemført on-site - to hold "mod" hinanden og en professionel mediator i samme rum, og nogle af sessionerne blev gennemført rent online via Zoom.

Tæt konkurrence
Holdet mødte i de 3 indledende runder stærke hold fra Queens University, Belfast (fysisk), Jagiellonian University, Krakow (online) og University of Marburg, Marburg (fysisk). De fire studerende leverede en pragtpræstation og strøg direkte ind i top fire, og semi-finalen var dermed en realitet.

De første to runder stod Frederik Kjærgaard og Martin Gosmer for, som henholdsvis klient og advokat. 3. runde og semi-finalen stod Valentina Menendez Ron og Lisbeth Zimmermann for, som henholdsvis klient og advokat. Semi-finale-casen blev udleveret og forberedelsen stod på til kl. 02 om natten og igen fra kl. 07 om morgenen til den endelige mediation kl. 10 mod det stærke hjemmehold fra Bucerius Law School.

Semi-finalen var – på trods af at der var tale om mediation - en sand gyser og endte ifølge dommerne uafgjort. Én dommer ville have Aarhus Universitet i finalen. Én dommer ville have Bucerius Law School i finalen. Dommerne måtte forhandle internt, og så trak hjemmeholdet det længste strå og gik i finalen, som de i øvrigt tabte til University of South Wales i en online mediation.