Flere internationale og EU-regler, som skal beskytte rettighederne for den enkelte lønmodtager, trænger kun vanskeligt igennem på det danske arbejdsmarked. Det skyldes, at Danmark af respekt for den danske model typisk overlader det til arbejdsgivere og arbejdstagere at implementere de nye regler eller implementerer ved minimumslovgivning. I denne proces er den oprindelige hensigt med reglen i flere tilfælde gået tabt.  

I sager med eksempelvis personer med handicap er konsekvensen, at både arbejdsgivere og medarbejdere ikke ved, hvordan sagen skal håndteres. Fedmesagen fra Billund, hvor en dagplejer blev fyret pga. sin overvægt, er det seneste eksempel på en sag om handicap, som ikke kunne løses herhjemme og derfor endte i EU-domstolen.

Det viser forskning, som post.doc. i arbejdsret Natalie Videbæk Munkholm fra Aarhus Universitet står bag og som hun netop har modtaget 1,7 mio. kroner fra Det Frie Forskningsråd til at forske videre i.

Samme regel – forskellige rettigheder
Hun fik øjnene op for problemet, da hun sammenlignede rettigheder på arbejdsmarkedet for personer med handicap i Danmark og Storbritannien. EU-reglen og forpligtelsen er den samme for begge lande, men til hendes store overraskelse var den ikke slået rigtigt igennem i Danmark, fordi forståelsen af et handicap var uklar. Det resulterede i, at personer med fx sklerose eller epilepsi i fyringssager ikke var beskyttet af forskelsbehandlingsloven, selvom de burde være det og ville have været det i Storbritannien.

”Det har senest ramt os med fedmesagen sidste år og med handicappede i 2013, men tidligere sager omkring racediskrimination, deltidsregler og eksklusivaftaler, som var i strid med foreningsfriheden, har også fået kritik fra bl.a. Den Europæiske menneskerettighedsdomstol,” forklarer Natalie Videbæk Munkholm.

Institut for Menneskerettigheder har ligeledes udpeget arbejdsmarkedet som et område, hvor de individuelle rettigheder er trængt, fordi parterne i trepartsforhandlingerne ikke tager ejerskab for implementering.

Midlet skal respektere målet
Problemet har paradoksalt nok rod i den stærke danske model. Ud fra den ellers gode hensigt at beskytte modellen overlader politikerne så vidt muligt implementeringen af internationale regler til trepartsforhandlingerne. Og når de skal lovgive, holder de sig til minimum.

Men i den proces tyder det på, at mange af de gode tanker og værdier bag den nye regel – altså selve meningen med reglen – går tabt. Aben ender hos den enkelte arbejdsgiver og medarbejder, som dermed er ringere stillet end sine kollegaer i andre lande. De individuelle rettigheder har ikke gode betingelser i den kollektive forhandlingsmodel.

”Vi ved pt. ikke bedre end, at lønmodtagernes rettigheder varetages bedst gennem kollektive forhandlinger og minimumslovgivning. Men på denne måde bliver vi et land, som ikke udvikler vores vilkår på arbejdspladserne i takt med de internationale tendenser. Danmark vil jo gerne være et foregangsland. Men når vi undlader at undersøge nærmere, hvad formålet med nye regler egentlig er, men blot minimumslovgiver, så sætter vi os bagerst i bussen,” forklarer Natalie Videbæk Munkholm.

Med de 1,7 mio. kroner i ryggen skal Natalie Videbæk Munkholm de næste to år arbejde på et sæt kriterier for, hvornår det er bedst at lade trepartsforhandlingerne stå for implementering af en ny regel og hvornår, der skal lovgives.

Yderligere information

Natalie Videbæk Munkholm
Juridisk Institut, Aarhus Universitet
Mail: nmunkholm@law.au.dk
Telefon: 8716 5978