Event

Max Sørensen-forelæsningen 2024

Advokat Ole Spiermann holder dette års Max Sørensen-forelæsning med titlen: Jura i international krise – hvad kan vi lære af historien, og hvad er vægten af folkeret i en krisesituation?

Info about event

Time

Friday 11 October 2024,  at 12:00 - 13:30

Location

Aulaen

Max Sørensen-forelæsningen er et fast årligt arrangement, hvor store personligheder med noget på hjerte og dyb indsigt i folkeret, forfatnings- og forvaltningsret gæster Juridisk Institut.

Jura i international krise – hvad kan vi lære af historien, og hvad er vægten af folkeret i en krisesituation?
Foredraget vil tage udgangspunkt i samarbejdspolitikkens betydning for Højesteret under besættelsen fra 1940 til 1945, herunder forløbet i 1941 med kommunistloven, og foredraget vil rejse spørgsmålet, hvordan vi ville handle i en tilsvarende situation i dag, hvor vi på papiret har langt mere udbygget folkeretlig og menneskeretlig beskyttelse, foruden en grundlov, som blev revideret i 1953.

Om Ole Spiermann
Ole Spiermann er advokat og formand for Bruun & Hjejles bestyrelse. Han har i de seneste år ført nogle af de største og mest komplekse rets- og voldgiftssager i Danmark.

Foruden sit virke i det praktiske retsliv har Ole Spiermann haft en væsentlig akademisk karriere. Han var professor i folkeret ved Københavns Universitet fra 2005 til 2008. Han modtog Københavns Universitets Guldmedalje i 1994 på en afhandling om studier i suverænitetsbegreber, og han er ph.d. fra University of Cambridge fra 2000 på afhandlingen ”International Legal Argument in the Permanent Court of International Justice” udgivet i 2005.   

Dertil er Ole Spiermann medlem af Advokatrådet og formand for rådets grundrettighedsudvalg. Ole Spiermann har i løbet af sin mangeårige karriere varetaget en række andre danske og internationale hverv, bl.a. var han medlem af Tibetkommissionen, Minkgranskningskommissionen, Justitsministeriets udvalg om inkorporering m.v. inden for menneskeretsområdet samt arbejdsgruppen vedrørende stats- og folkeretlige spørgsmål under Grønlandsk-dansk Selvstyrekommission. Han er medlem af The Executive Council of International Law Association og har været voldgiftsdommer ved OSCE Court of Conciliation and Arbitration.   

Reception
Efter forelæsningen er Juridisk Institut vært ved en reception i Vandrehallen.

Læs mere på law.au.dk/max