4,3 mio. til at definere fremtidens aktionær

Fremtidens aktionærer får givetvis flere pligter i de selskaber, de har aktier i. Med 4,3 mio. kroner fra Det Frie Forskningsråd skal AU-jurist undersøge rammerne for fremtidens aktionærer.

06.10.2014 | Andreas G. Jensby

Lektor Hanne Søndergaard Birkmose fra Juridisk Institut på Aarhus Universitet er blevet tildelt 4,3 mio. kroner af de såkaldte YDUN-midler, som Det Frie Forskningsråd uddeler til forskertalenter med forskningsprojekter af høj international kvalitet. 

Pengene får hun til at forske i tendensen omkring, at aktionærer pålægges flere pligter, når de investerer i særligt børsnoterede selskaber. Der er et stigende pres fra forskere og politikere for at se aktionærer ikke alene som bærere af rettigheder, men også som en gruppe, der er omfattet af pligter. Dette tilsyneladende skifte i opfattelsen af aktionærer blev forstærket under den finansielle krise, hvor det blev klart, at den nuværende ramme for regulering af corporate governance har åbenlyse mangler, hedder det i beskrivelsen af forskningsprojektet.

Bevilling kickstarter forskningsprojektet
For Hanne Søndergaard Birkmose er pengene naturligvis kærkomne og betyder, at forskningen kan tilføres flere dimensioner:

”Planen er at samle en gruppe europæiske topforskere, som skal analysere og klarlægge bl.a. hvilke pligter, vi kan og bør pålægge aktionærerne, hvilke implikationer det har, og hvordan man kan håndhæve reglerne og sanktionere en evt. overtrædelse. Med pengene har vi råd til at afholde konferencer, tage på forskningsophold og få udgivet en bog om aktionærernes pligter,” forklarer hun.

Læs pressemeddelelsen: YDUN-bevillinger fra Det Frie Forskningsråd

 

Yderligere information

Lektor Hanne Søndergaard Birkmose
Mail: hsb@law.au.dk
Telefon: 8716 4979

Forskningsnyhed