Ny professor med fokus på patientrettigheder og magtanvendelse

Helle Bødker Madsen har i sin forskning særligt fokus på, hvordan privatisering påvirker patientrettighederne samt anvendelse af tvang i psykiatrien. Nu bliver hun per 1. juli 2015 fastansat professor med fokus på sundheds- og psykiatriret på Aarhus Universitet.

23.06.2015 | Andreas G. Jensby

Mens politikerne under valgkampen diskuterer prioriteringer og behandlingsgarantier på sundhedsområdet, er en af Danmarks førende forskere i patienternes rettigheder i al stilfærdighed blevet ansat som professor på Juridisk Institut på Aarhus Universitet.

Helle Bødker Madsen tiltræder således per 1. juli som fastansat professor i offentlig ret med fokus på sundheds- og psykiatriret efter fem år som professor MSO. En titel hun fik i 2010 efter at have skrevet sin doktordisputats om problemerne med privatisering og patientrettigheder.

Patienter mister rettigheder, når de behandles i det private
I disputatsen satte Helle Bødker Madsen fokus på, hvordan patienternes rettigheder påvirkes, når sundhedsvæsenets opgaver løses af private sundhedsaktører i stedet for af de ansvarlige sundhedsmyndigheder selv.  Det gælder f.eks. ved behandling hos egen læge og på private sygehuse efter behandlingsgarantien.

”Generelt kan det siges, at patienters retssikkerhed svækkes, når behandling udføres i privat i stedet for offentligt regi. Det hænger sammen med, at forvaltningsretten, som tildeler patienterne en række retssikkerhedsgarantier, ikke gælder i den private sektor. Med tendensen til en øget privatisering af sundhedsvæsenet har dette betydning for et voksende antal patienter”

Retlige problemer i forbindelse med kvalitetsudviklingen i sundhedsvæsenet
Helle Bødker Madsen har også fokus på den generelle kvalitetsudvikling i sundssektoren ud fra et retssikkerhedsmæssigt perspektiv. Herunder Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM), som Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet (IKAS) står for og som alle udbydere af offentligt finansierede sundhedsydelser på sigt skal omfattes af.

Her har Helle Bødker Madsen i en artikel problematiseret, at IKAS som et privat institut uden det fornødne klare lovgrundlag udøver retlig regulering i forhold til den private sundhedssektor, f.eks. private sygehuse og privatpraktiserende læger..

”Det er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt. Hvis IKAS skal have kompetence til at udstede bindende retningslinjer og træffe afgørelser, herunder akkreditere, må det bestemmes ved lov, at instituttet omfattes af offentligretlige regler, f.eks.. offentlighedsloven, forvaltningsloven, ombudsmandsloven og, lighedsgrundsætningen ,” siger Helle Bødker Madsen.

Hun opfordrer derfor lovgivningsmagten til udtrykkeligt at tage stilling til DDKM's organisering og virksomhed i lyset af ovennævnte synspunkter.

Tiltrædelsesreception
Juridisk Institut markerer officielt Helle Bødker Madsens professorat med en tiltrædelsesforelæsning om prioritering i sundhedsvæsenet fredag den 4. september.

Arrangementet finder sted i lokale 1333 - 101 A1 kl. 14.15.

Kontakt

Professor Helle Bødker Madsen
hbm@law.au.dk
8716 5714

Offentligheden/ Pressen