Jurastuderende fra Aarhus BSS opnåede igen flot placering i international konkurrence

Et hold på otte studerende fra Juridisk Institut deltog i påsken i procedurekonkurrencen Vis Moot i Wien. Holdet nåede med blandt de 64 bedste, og to deltagere modtog særlig hæder for deres mundtlige præstationer.

Vis Moot åbningen
Vis Moot åbningen

De otte studerende har siden udtagelsen i september sidste år arbejdet intensivt med årets problem, der handlede om en voldgiftssag rejst på grund af misligholdelse af en kontrakt om levering af vin.

I efteråret og indtil januar udarbejdede holdet et klageskrift og et svarskrift. Fra slutningen af januar har holdet øvet i mundtlig procedure og deltaget i pre-moots i Europa og USA for at være forberedt bedst muligt, og kulminationen på måneders forberedelse var så den mundtlige forhandling, der traditionen tro blev afholdt i Wien i påsken.

Vis Moot
311 hold fra universiteter i hele verden deltog i år i det internationale juridiske processpil, og i de indledende runder var holdet fra Aarhus BSS oppe imod så forskellige hold som University College fra Storbritannien, National Research University Higher School of Economics fra Rusland, Academic Center of Law & Business fra Israel og Presbiterian Mackenzie University fra Brasilien. Holdet ydede en flot indsats og gik velfortjent videre til knockout-runden, der består af de 64 bedste hold.

Desværre blev holdet her slået af Universidad Positivo de Brazil, og således rakte det i år ikke til en placering i top-16, som det ellers har været tilfældet de foregående år. Juridisk Institut fra Aarhus BSS har dog været blandt de 64 bedste hold de seneste 11 år, hvilket meget få andre universiteter kan bryste sig af.

Udover holdets flotte placering i top-64 blev to af deltagerne udmærket med en honorable mentioning for deres mundtlige præstationer, nemlig Alexander Suder og Magnus Gorridsen Fischer.

Holdet bestod derforuden af Nuunu Rømer, Malte Wisborg Kristensen, Anne Thirstrup Fogh, Diana Sloth Nielsen, Dennis Albrechtsen og Kate Johansen.

Holdet har fået vejledning fra to af sidste års deltagere, advokatfuldmægtig Daniel Mortensen og stud.jur. Hans Nikolaj Amsinck Boie samt af professor Morten Midtgaard Fogt og professor Lasse Højlund Christensen, ligesom holdet har arbejdet tæt sammen med advokatfuldmægtig Lars Matzen, advokatfuldmægtig Simon Terp og advokat Claes Wildfang fra advokatfirmaet LETT, der også har været blandt sponsorerne. Også Dreyers Fond, Professor dr. jur. Max Sørensens Mindefond, Knud Højgaards Fond, Politimester J. P. N. Colind og hustru Asmine Colinds Mindelegat og Direktør M. C. Holsts Legat har ydet holdet økonomisk støtte.

Vil du med næste år?
Forberedelserne til næste års konkurrence er allerede i gang. Du kan møde dette års deltagere og høre meget mere om konkurrencen tirsdag den 26. april klokken 16.15 i Per Kirkeby auditoriet.

Deadline for ansøgning om at deltage næste år er den 10. maj kl. 12.00. Ansøgningen – der skal være på engelsk – skal sendes til VMApplication@law.au.dk.

Du kan også læse mere om konkurrencen på Vis Moot hjemmesiden eller følge holdet på Facebook.