Domstoles manglende åbenhed kan ramme små virksomheder

Ny forskning viser, at hverken danske eller en række udenlandske domstole overholder FN’s regler for international handel. Der mangler åbenhed omkring dommene. Det kan få alvorlige konsekvenser for de mange små danske virksomheder i internationale retssager, advarer AU-forsker.

08.05.2013 | Anne Shirin Ørberg

Ny forskning fra Aarhus Universitet viser, at både danske og udenlandske domstole sløser med at overholde FN’s regler for internationale handelsaftaler. Reglerne skal sikre åbenhed omkring dommene indenfor området og lægge grunden for en mere gennemsigtig og international handel.

Ifølge postdoc Thomas Neumann, der er ekspert i aftaleret og international handelsret, kan domstolenes sløseri få alvorlige konsekvenser for de små danske virksomheder i internationale retssager.

 - Små virksomheder har sjældent fuldt overblik over reglerne i de lande, de handler med. Hvis ikke de kan få klare svar fra tidligere domme, kan de let komme i uforudsete klemmer, siger Thomas Neuman.

- Det kan fx være svært at vide, om en mindre virksomhed kan stole på de tilbud, den modtager fra samarbejdspartnere eller hvilke rettigheder og pligter, der påhviler virksomheden, forklarer han.

Pas på Kina, Rusland og Danmark

Thomas Neumanns foreløbige resultater viser tydeligt, at i de lande hvor domstolene slækker på åbenheden omkring de juridiske begrundelser i dommene, taber den udenlandske virksomhed oftest retssagen.

I bunden af karakterskalaen ligger Kina og Rusland. Her vinder den udenlandske part kun omkring 40 procent af de sager, der falder ind under FN-konventionen. Hvorimod afgørelserne hos klassens duks, Tyskland, som har stor åbenhed omkring sine domme, i hele 60 procent af tilfældene falder i den udenlandske virksomheds favør.

Thomas Neumann kalder forskellen påfaldende og tilføjer, at Danmark bestemt ikke er duks på området.

- De danske domstole har en kritisabel tendens til ikke at begrunde sine afgørelser. Det gør, at en dansk virksomhed i princippet vil være bedre i stand til at forudsige sin retsstilling, hvis sagen dømmes i Tyskland frem for i Danmark, Kina eller Rusland, siger Thomas Neumann

En politisk fejl
Der er lav politisk interesse for emnet i dag, men her begår danske såvel som europæiske politikere en stor fejl, mener Thomas Neumann. Han henviser til, at både i Danmark og EU har de små og mellemstore virksomheder afgørende betydning for væksten.

- Der ligger nationaløkonomiske interesse i at få reglerne til at fungere. Reglerne vil kunne spare virksomhederne for udgifter til dyr ekspertviden, når de handler internationalt, siger han og tilføjer:

- Det er på ingen måde urealistisk at kræve af domstolene, at de lever op til de regler, den danske stat har forpligtet sig til at følge. Det kræver bare, at nogen stiller de krav, siger Thomas Neumann.

 

FAKTA OM UNDERSØGELSEN

- FN’s regler for internationale handelsaftaler er beskrevet i den såkaldte CISG-konvention.

- De sidste danske forbehold mod CISG-konventionen blev fjernet 1. februar 2013, og nu skal de samme regler om internationale handelsaftaler gælde i Danmark som i 78 andre lande.

- Målet er, at domstolene i alle 79 lande på sigt anvender FN’s regler på området ens.

- Thomas Neumann er med støtte fra det Frie Forskningsråd i færd med den første større kortlægning af domstolenes praksis i et udvalg af de 79 lande, der har tilsluttet sig FN-regelsættet.

- Forskningsprojektet på Aarhus Universitet koordineres af Thomas Neumann og løber over tre år med deadline i sommeren 2014.

- Projektet involverer mere end 1.000 retsafgørelser i 13 lande samt to uafhængige konfliktløsningsinstitutioner.

- Projektet sponsoreres af Det Frie Forskningsråd og Juridisk Institut ved School of Business and Social Sciences på Aarhus Universitet.


Kontakt:

Thomas Neumann

Thomas Neumann, postdoc, cand.jur., ph.d.
Juridisk Institut,
School of Business and Social Sciences,
Aarhus Universitet
E: tneu@asb.dk
T: 8716 5051
W: pure.au.dk/portal/da/persons/id(cdb4a199-ca6a-471f-ab1a-63918cb7f143).html

Forskningsnyhed