Forskningsprojekter

Forskningsprojekter

Finansiel rådgivning og rådgiveransvar

Projektet vil danne grundlag for et seminar i efteråret 2014. Projektet vil behandle spørgsmål som: Hvordan adskiller finansiel rådgivning sig fra anden rådgivning? Hvad er samspillet mellem den almindelige erstatningsret og de særlige forhold, som gør sig gældende ved finansiel rådgivning? Tværfagligt bygger projektet bro mellem dele af formueretten, den offentlige ret og procesretten.

- Ved René Franz Henschel, Tanja Jørgensen og Carsten Tanggaard.

Håndtering af nødlidende finansielle virksomheder

Projektet dannede grundlag for et seminar den 12. maj 2014. Der blev rejst spørgsmål som: Hvordan spiller den særlige regulering og fremgangsmåde, som gælder for finansielle virksomheder, sammen med den almindelige insolvensret? Kan man diskvalificere ledelsen af en finansiel virksomhed? Projektet knytter sig til emneord som ekstern kontrol af markedet, statsstøtte, fusioner, rekonstruktioner og konkurser.

- Ved Hanne Søndergaard Birkmose, Kim Sommer Jensen, Pernille Wegener Jessen og Marina Bitsch Madsen.

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde

Efter flere års politisk fokus på hedgefonde, kapitalfonde og andre typer af alternative investeringsfonde vedtog Europa-Parlamentet og Rådet Direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde. Direktivet er i Danmark implementeret ved Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde. Loven trådte i kraft 22. juli 2013.

Hensigten med bogprojektet er at give en samlet og systematiseret fremstilling af den retlige regulering af alternative investeringsforeninger. Projektet skal munde ud i en fremstilling, som giver overblik over den lovgivningsmæssige udvikling og giver et indblik i de centrale regler og principper for regulering af forvaltere af alternative investeringsfonde.

– Ved Hanne Søndergaard Birkmose og Martin Christian Kruhl

Ansvarlig långivning – Et juridisk svar på, hvordan vi forebygger overdreven gældsætning og sikrer finansiel stabilitet

I 2007 begyndte den værste finansielle krise siden 1930’erne, og i de seneste ni år har det meste af verden efterfølgende været præget af finansiel uro. Den internationale finansielle krise opstod, da det amerikanske marked for subprime-lån led store tab, og krisen spredte sig hurtigt til resten af den finansielle sektor og til andre lande. Den blev hurtigt en stor trussel mod den finansielle stabilitet, særligt i USA og Europa. Den primære årsag til krisen var de uforsvarlige lån (subprime-lån), som blomstrede i den første halvdel af forrige årti.

Projektet forventes at munde ud i to publikationer: en international artikel om ‘ansvarlig långivning’ og en dansk artikel om ‘at forebygge overdreven gældsætning’. I den første artikel anskues problematikkerne fra et EU-synspunkt, mens den anden artikel tilgår problematikkerne fra en medlemsstats synspunkt.

 – Tanja Jørgensen