Internationale forskere i arbejdsret besøger Aarhus

Der er fundamentale rettigheder på arbejdsmarkedet på menuen, når internationale topforskere besøger Juridisk Institut på Aarhus Universitet til INTRAlaw Colloquium i denne uge.

26.11.2018 | Michael Schrøder

Formålet med kollokviet er at samle forskere med forskellige tilgange til emnet: Fundamentale rettigheder på arbejdsmarkedet.

Der er fokus på, hvordan internationale menneskerettigheder påvirker nationale arbejdsmarkedsregler, og hvordan disse har optaget rettigheder, som er opstået uden for de nationale lovgivningsmekanismer. Det gælder blandt andet for adgangen til arbejde og sikkerhed i ansættelsen, hvor arbejdsgiverens økonomiske interesser møder arbejdstagerens individuelle rettigheder.

Kollokviet vil således give mulighed for at dele og diskutere forskningen på området, deltage i debatter, danne nye netværk, forbedre igangværende forskning og få inspiration til nye forskningsprojekter.

Som et særligt tilbud får yngre forskere mulighed for at diskutere og få værdifuld feedback på igangværende forskningsprojekter.

I løbet af kollokviet er der arrangeret paneldebatter og workshops med fokus på blandt andet, frihed til at organisere sig, privatliv på arbejdspladsen, arbejdstagernes ytringsfrihed og retten til at blive beskyttet mod diskrimination og chikane.

Kollokviet starter den 26. november og varer til 28. november.

Læse mere om kollokviet her

IntraLaw