Amerikansk topjurist skal bidrage til Arktis-forskningen på AU

Professor, dr. jur. og tidligere amerikansk diplomat i København, Edward Canuel, fra U.S. Military Academy (West Point) i New York er nyudnævnt adjungeret professor på Juridisk Institut og BTECH Herning. Hans fokus: socioøkonomisk og komparativ jura med fokus på Arktis. Tiltrædelsesforelæsning 24. oktober.

26.08.2014 | Andreas G. Jensby

Ed Canuel, forskning i Arktis på Aarhus Universitet

Edward Canuel adjungeret professor på Aarhus Universitet

Professor, dr. jur. Edward Canuel tiltræder til oktober som ny adjungeret professor på Aarhus Universitet, School of Business and Social Sciences (BSS) frem til 2019. Nærmere bestemt bliver han tilknyttet den tværvidenskabelige forskningsgruppe, INTRAlaw på Juridisk Institut, AU’s Arctic Research Centre og BTECH Herning. Alle tre steder har et stort fokus på udviklingen i Arktis, hvilket også er Edwards helt store fokus.

Om samarbejdet med Aarhus Universitet siger han:

”Aarhus Universitet har et stærkt internationalt omdømme, og jeg er meget imponeret af den forskningsmæssige viden og diversitet samt de internationale samarbejder. Ikke mindst med USA. Og så matcher vi hinanden godt omkring interessen og forskningen i Arktis og udviklingen deroppe, hvor Aarhus Universitet er positioneret rigtig godt til at bedrive denne forskning og spille en ledende rolle fremadrettet, hvilket jeg ser frem til at være en del af,” siger han.

Indsigt i internationale relationer og Arktis
Edward Canuel er ph.d. fra Oslo Universitet og har af flere omgange tilbragt tid i Danmark som underviser på AU’s Summer School, på Københavns Universitet og som diplomat på den amerikanske ambassade. Som diplomat dækkede han miljø- og energiområdet for USA i hele Norden, Baltikum, Rusland, Tyskland og Polen, hvilket har givet ham et godt indblik i Europa og særligt de nordiske lande.

Ed Canuel underviser og forsker i internationale relationer og komparativ, kommerciel lovgivning med et socioøkonomisk perspektiv. Områder som netop er i fokus, når det gælder udviklingen i Arktis:

”Når lande har forskellige lovgivninger, får man også forskellige juridiske resultater. Der er så mange forskellige lande og regimer involveret i Arktis og alle med hver deres lovgivning, hvilket er en kæmpe udfordring. Det gælder for alle områder, hvad enten det omhandler en gaskontrakt eller en sag om oliespild og ansvar. Derudover handler Arktis’ fremtid også om de internationale og geopolitiske relationer, som kommer til at forme den socioøkonomiske udvikling,” forklarer Ed Canuel.

Kontakt

Professor, dr. jur. Edward Canuel
E-mail: Edward.Canuel@usma.edu


Professor, dr. jur. Ellen Margrethe Basse
Arktis-forsker i forskningsgruppen INTRAlaw på Juridisk Institut
E-mail: ellenmb@law.au.dk
Tlf.: 2326 1829

Forskningsnyhed, IntraLaw